tirsdag den 31. marts 2009

På biotopen

Hvad skal du have med, når du skal undersøge din biotop?
Du kommer langt med enkelte ting du måske allerede har hjemme:
- en balje, gerne hvid det giver god kontrast til de fleste af de dyr du finder?
- en lup, den på billedet koster en tier - du kan også vælge en dåselup, så du har lup og indsamlingsglas i et....
- graveske eller lille skovl samt en dolk er også fint at have med, så du kan undersøge de øverste jordlag eller en gammel stub
Hvis du har vand på din biotop, er en fangstketche uundværlig - ovenfor ser du materialer til en meget enkelt udgave - en afbarket kæp, en køkkensi og noget gaffatape til at fastgøre siens håndtag til kæppen (du kan også anvende spændbånd). Det er min erfaring af denne ketche kan holde til flere års brug - en anden fordel er, at den så enkelt, at også små børn kan være med til at lave den!

Hvordan finder du ud af, hvad det er du har fundet?

Her kommer links til forskellige netsider med bestemmelse:
Fif til plantebestemmelse
Har dit småkravl 6 ben - tjek danske insekter
Bestemmelse af danske dyr

Ideer til skovaktiviteter med dyr & planter

Hvilke håndbøger ...
Start evt. med at låne forskellige flora på biblioteket - det er noget subjektivt, hvilken type flora folk synes er bedst til plantebestemmelse. Du kan finde flora-bøger opdelt efter plantefamilier, voksesteder (biotoper) eller farven på kronbladene. Jeg foretrækker en familie opdelt flora - med lidt øvelse bliver feltkendetegnene (læbeblomster har firkantede stængler osv.) for de enkelte familier en indgang til at finde frem til den enkelte blomst i floraen. Farver på kronbladene kan kun bruges, når planten blomstrer og voksesteds opdelingen er ikke en 100% sikker (hvornår er man i skoven, i skovbrynet eller på det åbne land...). Endelig kan man vælge med planter gengivet med foto eller tegning - jeg finder, at man får flest detaljer med på en tegning, så det foretrækker jeg.

Håndbøger til bestemmelse af småkravl - her er GADs serie 'Smådyr i ...' meget anbefalelsesværdig - de er meget bedre end Politikens 'Hvad finder jeg i...'

Ingen kommentarer: