mandag den 23. januar 2012

Gipsafstøbning...

...af lergenstande med flad bund
Inden man starter med at blande sin gips, bør man smøre/skylle/dyppe sine redskaber i en blanding af vand og brun sæbe 1:3, for derved at lette den senere rengøring…der er grund til at lette den del, da der er RIGELIG rengøring!

Modeller en figur i ler. Husk at formen ikke må bukke ind, låse(så kan man ikke få den ud efter afstøbning.)

Pak en plade ind i plastik. Rejs en tilpas stabil mur/form i ler, rundt om den lerfigur du ønsker en afstøbning af - muren skal kunne modstå presset fra den våde gips og have mindst 3 cm afstand til lerfiguren.

(-vil man lave flere afstøbninger, bør man gemme leren, man bruger i en pose, for sig da der ikke kan undgå at komme gipsrester i leret. Gipsrester vil få leret til at sprænge ved brænding, men det kan til gengæld bruges mange gange som 'mur'!!)

Bland en passende portion gips – ca. i forholdet 1:3(vand: gips). I praksis tager man en blød plastbalje, hælder vand i. lufter sin gips og drysser den langsomt i vandet uden at røre. Når der dannes små øer er der nok gips i vandet ikke før!!

Lad det ”sætte” sig 2-5 min. og stik så hånden ned for at massere blandingen jævn.

-man skal arbejde lidt kvikt, gipsen størkner i løbet af kort tid, 5-7 min.
Lad være med at piske og røre kraftigt. Jo mere man bøvler rundt, des hurtigere stivner massen. Man kan ikke fortynde stivnet gips med vand...så, TEMPO!

Når man har placeret sin figur i støbeformen, med 'figursiden opad' og den plane side på bunden, trykket alle huller til i muren, hælder man gipsen i, lader fingrende løbe rundt i gipsen, for at få luftbobler til at stige op.

Mens gipsen stadig er fugtig, men stivnet, pilles lerfiguren op. Eventuelle kanter ordnes og man lader nu gipsformen tørre godt igennem.

Man kan evt. lave et hurtig aftryk for at se om afstøbningen har 'kroge' – og så fjerne dem inden gipsen bliver helt tør…


Alle gipsrester smides i skraldespanden IKKE I VASKEN, redskaber skylles under rindende vand, gennem et pudevår som så opsamler gipsen.

Gips er ligeglad med hvor det stivner - sørg derfor SELV for, at det ikke sker i afløbet ;O)

Ingen kommentarer: