fredag den 9. maj 2014

Spiring

Saml dine egne frø, kerner og nødder og eksperimenter med spiring...

For 2½ år siden samlede jeg nogle agern med hjem fra en tur i skoven, og plantede dem i en urtepotte. De er nu flyttet udenfor i en krukke hele året og egetræerne er  lige sprunget ud...

 
Som man kan se i forhold til linealen vokser træet fint, men langsomt som alle egetræer gør. Jeg tænker der går endnu nogle år til jeg kan plante egetræerne på friland. Andre træer er noget hurtigere voksende - jeg har en røn som også selv har sået og som nu er på højde med mig.
 
 
I efteråret besøgte jeg en botanisk have i Sydengland og samlede nogle ægte kastanjer med hjem. Jeg har læst mig frem til at Haderslev, hvor jeg bor, ligger på den nordlige kant af den ægte kastanjes udbredelsesområde. Jeg vil prøve at så kastanjerne alligevel og kan jo stille planterne i kukker i et lunt hjørne udenfor de første mange år...
 


Jeg håber ikke at kastanjerne er blevet for tørre til at ville spire.


De fleste kastanjetræer i Danmark er hestekastanjer, som på fotoet her - de kan ikke spises. Kastanjens hvide blomster kaldes lys (fotoet er fra sidste år, for kastanjen blomster først om et par uger sidst i maj måned). Læs mere om hestekastanjer på skoven-i-skolens hjemmeside Charlotte bor i Moldavia - hun følger en ægte kastanje sammen med børnene fra hendes institution

Her i foråret var jeg i Guatemala og besøgte bl.a. en macademia nøddeplantage.

 
Man kan se både de hvide blomster og de umodne grønne nødder på træet.
 
 
Her ses nødder uden skal - de smager virkelig godt! - nødder - og sidst nødder med rest af indtørret frugt. Jeg vil prøve at så de hele nødder indenfor da de hører til i et tropisk klima. Jeg kunne også gå på jagt efter andre hele nødder i supermarkedet og eksperimentere med at så dem.
 
...eller indsamle spirende frø og kerne ude på biotopen som Hanna har gjort - hun har indsamlet spirende ahornfrø og her sat dem i potter



Annette spirer æblekerner

God spirelyst!
Ida

Værksted, natur og teknik - UC Syddanmark, netpædagoguddannelsen i Aabenraa

Ingen kommentarer: